Bål og bålmad

Baalmad

Foto: Anne Merete Rask

Klassetrin: 2. – 6. klasse
Periode: April – maj og oktober – november
Tidsforbrug: I skal kunne være ca. 4 timer på naturskolen – der skal også være tid til oprydning og opvask.

Fokus på denne dagstur er, hvordan naturen kan bruges som spisekammer og hvordan man let kan finde enkelte urter og efterfølgende tilbereder mad i uderummet. Det er en tur hvor klassen skal blive bevidste om at skelne spiselige urter fra potentielle uspiselige eller decideret giftige urter, samt forsøge sig med madlavning over åben ild. Der skal findes og renses urter, hentes og kløves brænde, tændes op og bålet skal passes. Maden skal tilberedes og bagefter spiser vi godterne og rydder op.

Naturvejlederne fortæller først om dagens program, så alle ved hvad der er af opgaver der skal løses. Klassen deles i et passende antal grupper, som hver især står for at løse en eller flere af dagens opgaver. Men alle har et fælles ansvar for at vi kommer helt i mål, så ikke noget med en masse fri leg mens andre knokler 😉

Efterårsvarianten har et lidt andet fokus og et tiltænkt de mindste klassetrin. Her er fokus mere på det at tilberede maden og være fælles om måltidet, og ikke så meget det at finde urter og anvende skovens ressourcer. Men vi samler stadig urter, bare ikke i samme mængder.

Menuen kan variere men vil sandsynligvis være nybagt brød, en suppe, hjemmerystet smør, urtepesto og om efteråret en lille dessert.

Forberedelse:
En snak om hvor stor betydning bålet har haft for menneskeartens evne til at optage tilgængelig næring. Desuden vil det give god mening at tale lidt om vilde planters betydning som vigtig fødekilde for mennesker i store dele af verden. Hvilke planter kender børnene, som man kan spise fra naturen?

Nogle uger før jeres besøg, får I mailet en liste med ingredienser, som I medbringer på dagen.

Tips til dagen:
Godt tøj der tåler at blive lidt beskidt. En anden god ide kan være lidt mad og drikke i reserve hvis modet eller evnerne svigter.

Alle lærere er meget velkomne, men det kunne oplagt være madkundskabslæreren og klasselæreren som er med på turen.

Læringsmål:

  • Eleverne prøver at indsamle og bestemme spiselige urter
  • Eleverne anvender basale processer til at forarbejde lokale råvarer til mad
  • Eleverne træner samarbejde og fællesskab ved at tilberede mad over bål
  • Og så prøver man at vaske op i hånden 😉

Skriv et svar